Galleri / Charlottenlund Slot

Charlottenlund Slot

Først billeder fra Selmerbos besøg på Charlottenlund Slots, og derefter en kort gennemgang af Slottets historie. Kilde: Wikipedia
Charlottenlund Slots historie
I 1622 blev et stykke af Ordrups marker inddraget af Christian 4. som dyrehave. Den skulle erstatte Rosenborg Dyrehave som lå udenfor Københavns volde ved den nuværende Øster Farimagsgade. Den nye dyrehave gik i begyndelsen under flere navne: "Kongens nye dyrehave ved Skovshoved", "Gentofte dyrehave ved stranden", "Den lille dyrehave ved Ibstrub" eller "Freudendahl". Frederik 3. overdrog dyrehaven til kammertjeneren Jacob Petersen i 1663, der ikke bare fik tilladelse til, men også en vidtstrakt eneret på at drive beværtning med udskænkning af øl og vin. Kroen skulle være åben for alle og der blev også etableret allehaande Leg og Spil til Tidsfordriv som det hed i overdragelsesbrevet. Jacob Petersen drev dog ikke stedet selv. Han havde taget Henrik Ruse ind som medejer, og de bortforpagtede driften. Jacob Petersen var ansat ved hoffet, og nogle stridigheder gjorde at han måtte forlade landet; da han var ude af billedet blev både hans og Ruses andele overtaget af Ulrik Frederik Gyldenløve.
 
Gyldenlund
Området blev nu kaldt Gyldenlund – først som et folkeligt navn siden officielt. Gyldenløve forbedrede bygningerne og fiskedammene og byggede et lysthus på stedet. Man ved ikke hvor det lå, men det antages, at det var ved det nuværende slot. Gyldenløve havde kun stedet i ti år, hvorefter Frederik 3. forlangte det tilbage og i stedet gav Gyldenløve skøde på Skjoldenæsholm. Navnet Gyldenlund hang ved i mange år fremefter. Med kongen som ejer blev stedet flittigt brugt til sommerophold og jagt, og Christian 5. anlagde Jægersborg Allé til at forbinde Gyldenlund med Jægersborg Slot. Lysthuset blev moderniseret i 1717 for at få en kapacitet der svarede til anvendelsen, og der blev ofret betydelige summer på have og bygninger.
 
Charlottenlund Slot
Charlottenlund Slot tegnet af H.G.F. Holm omkring 1830 Christian 6. forærede i 1730 Gyldenlund til sin søster Prinsesse Charlotte Amalie, og hun opbyggede nu Charlottenlund Slot fra bunden. Materialerne kom i vidt omfang fra Københavns Slot som blev nedrevet på det tidspunkt. Slottet beboedes herefter af forskellige medlemmer af kongefamilien. Den senere kong Christian 10. blev født på slottet den 26. september 1870. I 1880-81 blev slottet udvidet og ændret drastisk, idet det fik kuppel og sidefløje. Arkitekten bag denne ombygning var Ferdinand Meldahl. Og murermester Christian Peder Wienberg.
 
I dag
Kongefamilien forlod slottet i 1935, hvorefter det meste blev overtaget af Danmarks Fiskeriundersøgelser (det senere DTU Aqua). Fra 1939 husede bygninger i et hjørne af slotshaven Danmarks Akvarium, indtil det i 2013 blev flyttet til Den Blå Planet på Amager. I 2017 overtog Charlottenlund Slot A/S slottet, som efter en omfattende restaurering, skal fungere som kontorhotel, restaurant og huse kulturelle arrangementer. Slotshaven er åben for offentligheden.
Selmersbo | Selmersvej 13, 2970 Hørsholm  | Tlf.: 48 49 43 00